Lars Poulsen
National Support Groups Manager
Answers in Genesis UK/Europe
26.04.2012
_____

Den moderne kristne har oftest den tilgang til skabelsen og alle tings oprindelse, at Bibelen fortæller hvem der skabte, og videnskaben fortæller hvordan. Og det lyder da fornuftigt, for Bibelen er jo ikke en videnskabelig afhandling, og kan derfor ikke give os de samme detaljerede svar som videnskaben kan. De to kan derfor sagtens gå hånd i hånd, og en egentlig modstrid mellem Bibelen og videnskaben findes ikke – tværtimod, så supplerer de hinanden rigtig godt. Sådan må det nødvendigvis også være, idet sand videnskab altid vil bekræfte Guds ord. Skulle der alligevel være tilfælde hvor videnskab og bibel ikke stemmer overens, så skyldes det jo bare, at vi har tolket sidstnævnte forkert.

Det lyder besnærende, sådan at kunne gå gennem livet med et ben i hver lejr. På den måde kan vi, som kristne, fremstå kloge og forstandige i verdens øjne – og det er vigtigt hvis man vil tages alvorligt i verden. Men lige så besnærende som det kan lyde, lige så livsfarligt er det (set i evighedsperspektiv).

Tillad mig at forklare.

Mange vælger den poetiske løsning, så at sige. Altså den, hvor skabelsesberetningen ikke længere er en beretning, men en poetisk fremstilling af altings tilblivelse – en myte, med andre ord. Der er tale om en fremstilling, skrevet af stenaldermennesker til stenaldermennesker. Vi ved jo, for det siger videnskaben, at deres verdensbillede var primitivt, og det er således helt naturligt, at forklare skabelsen poetisk for mennesker der ikke kendte til atomer, gener og rødforskydning.

Så når videnskaben fortæller os, at universet blev til i en gigantisk kosmisk eksplosion, så passer det fint med Bibelens første vers, hvori det blot fortælles at ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Og når videnskaben videre fortæller os, at livet blev til i en ursuppe, hvor nogle kemikalier tilfældigvis mødtes, så stemmer det godt overens med Bibelens tale om at Gud skabte alt levende, og sluttede med at skabe mennesker af jord, idet jorden er et billede på de grundelementer der var tilstede i førnævnte ursuppe. Det er så smukt, at man bliver helt rørt. Der er bare ét problem – det hele bygger på slangens spørgsmål til Eva i Edens have: ”Har Gud virkelig sagt..?” (1. Mos. 3, 1), og dermed en grundlæggende mistillid til Bibelen som Guds sande ord.

Konsekvenserne af ovennævnte tilgang til skrifterne, er ret katastrofale for Guds ord – Bibelen – og for hele frelsesværket. For samtidig med, at man munden hævder, at ”Jesus elsker dig”, og at ”Jesus har frelst dig”, skriver man selvsamme Jesus, og selvsamme frelse, ud af Bibelen, ved at lade menneskers tanker og ideer sætte dagsordnen.

Skabelsesberetningen¹ fortæller, at Gud skabte alt i løbet af seks almindelige 24-timers døgn. Ikke alene skabte han alt, han skabte det også helt perfekt. Det kunne ikke gøres bedre, og derfor kan Gud slutte hvert skabelsesdøgn med at konstatere, at det han havde skabt den pågældende dag, var godt. Der var, med andre ord ikke noget ondt. Ikke noget forkert. Der var ingen sygdom, lidelse eller død. Det var som Gud ville have det – og så bliver det ikke bedre.

Videnskaben fortæller os, at universet blev til i en stor eksplosion, det såkaldte Big Bang², for omkring 13,7 mia. år siden. Den fortæller endvidere, at jorden blev dannet for omkring 4,54 mia. år siden³. Det første selvreplikerende molekyle opstod for omkring 4 mia. år siden, og en egentlig forfader så dagens lys efter yderligere ½ mia. år⁴. Herfra har livet i løbet af de næste 3½ mia. år, udviklet sig til den mangfoldighed af liv vi kender i dag. Livets udvikling beskrives af evolutionsteorien, eller udviklingslæren, som den også kaldes.

Der er flere steder hvor videnskaben og Bibelen, tørner sammen i lodret uenighed. I skabelsesberetningen bliver lyset skabt den første dag, hvorimod solen først kommer på banen den fjerde dag. Videnskaben hævder, at det modsatte er tilfældet, at solen og lyset altid har været forbundet, og at solen dannedes før jorden.

Gud skabte planter den tredje dag, og først den femte dag fremkom livet i havet. Videnskaben siger, at livet opstod i havet, hvorfra det spredte sig til landjorden.

Bibelen fortæller os, at død og lidelse er et resultat af syndefaldet⁵. Videnskaben fortæller os, at lidelse og død er et livsvilkår, og noget ganske naturligt og nødvendigt. Og det er her det for alvor begynder, at blive kritisk. Hvis man, som kristen, ønsker, at tage videnskabens påstande for pålydende, og derfor tolker Bibelen i det lys, har Gud skabt alt levende ved hjælp af den udvikling der beskrives i evolutionsteorien. Skabelsesberetningen reduceres til myternes verden, som historien om Gud som den overordnede skaber. Problemet er, at evolutionsteorien forudsætter død og lidelse, og hvis Gud har skabt livet ved hjælp af disse processer, er død og lidelse ikke bare nødvendigt, men også godt. Gud slutter jo, som nævnt, hvert skabelsesdøgn med at konstatere, at det han har skabt er godt – altså er død og lidelse godt.

Når Gud derefter siger til Adam, at ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!”⁶, kan Adam blot svare med at trække på skuldrene, for han ved jo at han skal dø under alle omstændigheder – det er jo et livsvilkår. Der er således ingen egentlig straf for at overtræde Guds bud. Derved reducerer man Gud, til blot at være et vrøvlehoved, hvis spilleregler er meningsløse.

Da Adam og Eva, foranlediget af den onde selv, har overtrådt den eneste regel der var i Edens have, udtaler Gud sin dom over slangen – der lagde krop til Satan, og over Adam og Eva. Til slangen siger han: ”Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.”⁷ Her hentyder Gud til den frelsesplan der allerede er sat i værk, hvor Jesus én gang for alle skal overvinde Satan, og tilbyde frelse fra døden, til alle der ønsker at tage imod det. Der er bare lige den lille detalje, at vi jo tidligere har besluttet, at døden er noget godt og Gud-villet. Men at Gud således skulle ønske at frelse os fra sin skaberordning for alt levende – som han oven i købet adskillige gange har betegnet som noget godt, giver ingen mening, og billedet af en forvirret gammel gud, der ikke ved hvad han selv vil, bliver endnu tydeligere. Nu er der naturligvis ingen kristne med respekt for sig selv, der ønsker en gammel forvirret gud. Løsningen på problemet er ikke, som man ellers skulle tro, at tage Gud på ordet. Tværtimod, så løser man det ved, at gøre beretningen om syndefaldet til en myte. Syndefaldet er et symbol på det der sker for et menneske når det gør andre mennesker ondt, hævder man, fuldstændig ude af trit med Bibelen. Men det stopper ikke der. Nej, nu vi er i gang, tager vi lige syndfloden med også. Videnskaben kan (læs: vil) ikke se spor efter den, altså har den aldrig fundet sted. Desuden ville Gud aldrig gøre sådan noget. Gud er kærlighed, og kærlighed straffer ikke ulydighed, kærlighed er nærmest ligeglad, og elsker bare derudad, i bedste 68'er stil. For ingen vil høre tale om en retfærdig og hellig Gud.

Flere steder i Salmernes Bog, uddybes skabelsesberetningen. Eksempelvis skrives det: ”du hyller dig i lys som en kappe, du spænder himlen ud som en teltdug”⁸. Tror man på skabelsesberetningen som en kort og nøgtern beskrivelse af faktiske forhold, kommer der her en kort forklaring på lysets tilstedeværelse forud for solens skabelse. Der kommer ligeledes en forklaring på universets fortsatte udvidelse. En udvidelse der kan observeres af videnskaben, og tilskrives følgevirkninger efter Big Bang. Allerede på Salmistens tid, for ca. 3.000 år siden, var man bekendt med at universet udvider sig, på trods af, at moderne videnskab hævder at der blot var tale om simple bronzealderfolk der ikke havde forstand på ret meget. Det er værd at bemærke, at salmisten skriver ”du spænder himlen ud”, og ikke ”du spændte himlen ud”. Det var tilsyneladende almen viden allerede dengang, at universet udvidede sig. Desværre bliver vi nødt til, at henlægge Salmernes Bog til poesien og myternes tågede verden, idet vi jo allerede har afskrevet skabelsesberetningen, og derfor i sagens natur ikke kan bruge en uddybning af denne til noget. Så, væk med Salmernes Bog også.

Vi kunne blive ved på den måde, idet hele Bibelen, både det gamle og det nye testamente, trækker tråde tilbage til 1. Mosebogs første 11 kapitler, der beskriver tiden der gik fra skabelsen, frem til forvirringen ved Babelstårnet. Men da vi tidligere har afskrevet disse kapitler som pure opspind, må vi også være konsekvente og afskrive de tekster der henviser til dette opspind.

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.”⁹

Skabelsesberetningen indledes med ordene ”I begyndelsen … ”. Det er denne begyndelse verset ovenfor taler om. Ved den begyndelse var Ordet. Det ord som både var hos Gud og var Gud. Det ord, ved hvilket alt er blevet til, var Jesus selv – og det var Gud selv, jf. den følgende tekst: ” Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke.”¹⁰ Heller ikke i dag kender verden Jesus, og selv blandt kristne kan man finde dem der vil afskrive beretningen om hvordan alting er blevet til ved ham. Dermed afskrives hele hans identitet som Skaberen. Men Jesus var Skaberen, og derfor vidste han bedre end nogen anden hvilken ”skabelsens begyndelse” der var tale om, da han sagde: ”Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde.”¹¹ For han var selv til stede ved den skabelse, ja, han var hele skabelsens årsag og virkning.

Det er lige her det går galt for den kristne skabelsesbenægter. Her er han ikke længere villig til at tage konsekvenserne af sit valg om, at afskrive hele verdens og hele Bibelens fundament, nemlig 1. Mosebogs første 11 kapitler. For skal han være konsekvent, må han nødvendigvis også skrive Jesus ud af sin Bibel. Han må tage evangelierne, alle breve og skrifter der omhandler denne Jesus og hans gerning, og rive det hele ud. Det er konsekvensen. Når man fjerner fundamentet, vil alt hvad man har bygget på det, falde sammen som et korthus. Det ved den gamle slange, når han atter og atter stiller det samme simple spørgsmål: ”Har Gud virkelig sagt … ” For han ved, at hvis han kan få os til at tvivle på Guds ord, altings fundament, så er hans arbejde gjort, for så ramler resten af sig selv. Men skabelsesbenægteren er ikke villig til at tage konsekvensen af sine egne valg. Han ønsker stadig at blive frelst, selv om han ikke længere ved hvad han vil frelses fra. Dybest set kan han heller ikke vide hvem der skal frelse ham, da Jesus, Ordet, er ophørt med at eksistere. Det eneste der er tilbage af Guds frelsesplan, er en forvirret jøde, der troede han var Gud selv, og derfor blev aflivet på en af de mest bestialske måder mennesket endnu har udtænkt. Ja, Jesus døde – til ingen verdens nytte.

Ethvert valg har konsekvenser. Det gælder også de valg vi træffer omkring Gud og hans ord til mennesker, sådan som det er givet os i Bibelen. Tror vi det, eller tolker vi det? Taler Gud sandt, eller er det bare myter og sagn? Ønsker vi at afvise verdens fundament, for at fremstå intellektuelle i verdens øjne? Og tør vi tage konsekvensen af et sådant valg? Tør du?

_____

1. 1. Mosebog, kapitel 1, vers 1 – kapitel 2, vers 4 - Tilbage
2. http://da.wikipedia.org/wiki/Big_Bang - Tilbage
3. http://da.wikipedia.org/wiki/Jorden - Tilbage
4. http://da.wikipedia.org/wiki/Jorden#Udvikling_af_liv - Tilbage
5. 1. Mosebog, kapitel 3 - Tilbage
6. 1. Mosebog, kapitel 2, vers 16 – 17 - Tilbage
7. 1. Mosebog, kapitel 3, vers 14 – 15 - Tilbage
8. Salmernes Bog, kapitel 104, vers 2 - Tilbage
9. Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 1 - Tilbage
10. Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 9 – 10 - Tilbage
11. Markusevangeliet, kapitel 10, vers 5 – 6 - Tilbage