Udskriv denne side

Sand videnskab lovpriser Gud

Lars Poulsen
National Support Groups Manager
Answers in Genesis UK/Europe
09.02.2012
_____

Under denne ganske lovende overskrift, skriver Indre Missions mediekonsulent Asbjørn Asmussen, d. 8. februar 2012, en ganske kort artikel på JesusNet.dk. Artiklen omhandler forholdet mellem kristen tro og videnskab.

Det siger sig selv, at det er begrænset hvor dybt man kan dykke ned i et emne, når hele artiklen blot fylder den øverste halvdel af et stykke A4 papir. Og det er da heller ikke dybde der præger artiklen.

Asbjørn Asmussen skriver:

Op igennem historien har der været talt meget om modsætningen mellem Bibelen og videnskaben ud fra den opfattelse, at videnskaben handler om sikre resultater af gedigen forskning, mens Bibelen blot er et sammenkog af religiøse forestillinger. Men tror vi på, at Gud virkelig er verdens skaber og at Bibelen virkelig er Guds ord til mennesker, så er den opfattelse forkert. Så må Bibelen nødvendigvis tale sandt om alting. Og den må nødvendigvis være i overensstemmelse med sand videnskab. Hvorfor lever så den misforståelse i bedste velgående, at Bibelen og videnskaben er to uforenelige størrelser?

Når videnskaben langt hen ad vejen, stiller det gamle spørgsmål: "Har Gud virkelig sagt..." (1. Mos. 3:1), og dermed betvivler Guds ord, og i sidste ende hele hans eksistens, må der nødvendigvis være tale om uforenelige størrelser.

Når moderne videnskab arbejder ud fra den præmis, at Gud ikke eksisterer, er det ikke foreneligt med troen på Gud og hans ords sandhed. Så taler vi netop om "to uforenelige størrelser". For hvis Guds ord er sandt, og bl.a. indeholder beskrivelser af faktuelle forhold omkring universets tilblivelse, så må al sand videnskab nødvendigvis bekræfte dette. Der er ikke andre muligheder. Hvis Gud har ret, og hvis videnskabelig forskning fører til andre resultater, kan begge dele ikke være sande. Enten har Gud ret, eller også har videnskaben ret. Forsøget på at forene troen på Gud, med troen på at Gud ikke eksisterer, er meningsløs.

Der er således ikke tale om en misforståelse når nogen siger, "at Bibelen og videnskaben er to uforenelige størrelser". Der er tale om virkeligheden.

Asbjørn Asmussen fortsætter, og skriver om Niels Stensen (Steno):

Han var en af dem som både satte spørgsmålstegn ved den traditionelle bibeltolkning og ved den gængse videnskab. Begge dele var på hans tid fuld af vrøvl og spekulationer. Og det oplever vi også i dag. Både når kristne med Bibelen i hånden vil påstå, at jorden kun er 6000 år gammel. Og når videnskabsfolk vil påstå, at alt liv har udviklet sig fra en simpel forhistorisk mikroorganisme.

Forud for dette, har Asbjørn Asmussen sagt:

Mange kristne har haft - og har stadig - en tendens til at lægge mere vægt på traditioner og vanetænkning end på at undersøge hvad Bibelen rent faktisk siger og ikke siger.

Holdningen fra Asbjørn Asmussen er altså, at når nogle tror, at jorden kun er 6.000 år gammel, så skyldes det at disse mennesker ikke har undersøgt hvad Bibelen siger, og at resultatet af deres påstand derfor bliver til "vrøvl og spekulation".

Så når Bibelen fortæller os, at der er ca. 2.000 år fra skabelsen til Abraham, og ca. 2.000 år fra Abraham til Jesus, og ca. 2.000 år fra Jesus til i dag, ja så kan man med sindsro afskrive det som "vrøvl og spekulation". Endda med den begrundelse, at dem der påstår dette, "ikke har undersøgt hvad Bibelen siger".

Nu er det selvfølgelig altid letkøbt, sådan at slynge om sig med udokumenterede påstande. Og den slags skal man da heller ikke lægge for meget i, endsige tage alvorligt. Men det betænkelige i Asbjørn Asmussens artikel, er den gennemgående holdning, at man rent faktisk kan blande moderne (gudsfornægtende) videnskab med sund kristen tro. Ja, at man endda er offer for traditioner og vanetænkning, og dermed et vrøvlehoved, hvis man ikke foretager denne blanding. Det er trist.

Hvis ikke vi kan stole på Guds ord, men må ty til menneskers - ofte ganske besynderlige - tanker og idéer, sådan som de bl.a. kommer til udtryk i moderne videnskab, for at søge en forklaring på altings tilblivelse, så har vi et problem. Så vil vi gøre os klogere end Gud. Så forsøger vi at "blive som Gud" (1. Mos. 3:5).

At løgnen fra Edens have endnu runger i verden, er der ingen tvivl om. Men når kristne brødre og søstre vil gøre sig til denne løgns ambassadører, er det uendelig trist. Ikke mindst, når det skal ske ved, at latterliggøre dem der rent faktisk sætter Guds ord højere end menneskers.

Gud var til stede ved skabelsen. Han er altings troværdige øjenvidne. Kun ved at afskrive skabelsesberetningen som fakta, og forvise den til myternes poetiske verden, kan man forene moderne videnskab og Guds ord. Men gør man det, skriver man samtidig hele frelsesværket ud af Bibelen. En konsekvens man tilsyneladende gerne tager, i forsøget på at skikke sig lige med verden. Men selv om man imødekommer den moderne videnskab på den måde, bliver man ikke respekteret af selvsamme videnskab. I et eller andet omfang, uanset hvor fortyndet det så måtte være, opererer man stadig med Gud - og det må man ikke, hvis man vil være en del af det "fine" selskab.

Det er meget lidt Richard Dawkins har sagt, der er værd at citere. Men selv en blind høne finder et korn nu og da, og i denne lille film, siger han meget præcist, hvor det går galt. Han fortæller, at det var evolutionsteorien der ledte ham til ateisme - hvilket den nødvendigvis må gøre, hvis man er ærlig omkring det. Han fortæller også, at evangeliske kristne, der ser evolutionsteorien som fjenden, er de eneste der har forstået hvad det handler om. Deri ligger, at dem der blander moderne videnskab og Guds ord, ikke har forstået noget, heller ikke selv om man siger at alle andre er vrøvlehoveder.

Hvorvidt Asbjørn Asmussen i sin artikel, udtaler sig på egne eller Indre Missions vegne, fremgår ikke. Men da det ikke er første gang han har ytret sig om disse ting på JesusNet (der er en del af Indre Mission), kunne man fristes til at tro, at det han her giver udtryk for, også er Indre Missions officielle holdning. Skulle det være tilfældet, er det dybt beklageligt.

© 2011-2013 | AiG support - DK